SecurityWorldMarket

05-06-2008

Fint samspil mellem tågekanoner og brandalarmer

Siemens og den danske tågekanonproducent Protect har i fællesskab testet samspillet mellem tågekanoner og branddetektorer. Resultatet var positivt. Detektorerne fra Siemens viste sig at være lynhurtige til at omstille sig til "indbrudsstatus".

Med en bestemt type branddetektor fra Siemens kan brand- og tågesikring nemt arbejde sammen. Tåge-kanonen udlægger tågesløret uden forsinkelse. Samtidig omstilles Siemens-detektoren automatisk til "indbruds-status". Dermed aktiveres tågen lige så hurtigt som i bygninger uden branddetektorer. Tyven får ingen chance for at få værdierne med sig, og brandsikkerheden opretholdes på trods af indbruddet.
- Detektorerne vil reagere lynhurtigt på en eventuel brand på trods af "indbrudsstatus", fastslår Henrik Falkenberg, der er produktchef for brandsikring hos Siemens.
- Hermed har vi fået bekræftet, at den ene sikring ikke udelukker den anden.
I bygninger med både automatisk brandalarmanlæg og tågesikring indstiller man typisk tågekanoerne til at skyde med 5 sekunders forsinkelse efter aktivering af alarmen. Det sker for at give brandalarmerings-anlægget tid til at nedsætte følsomheden eller helt frakoble branddetek-torerne. Med nedsat følsomhed reduceres risikoen for aktivering af brandalarmen ved indbrud. Ved frakobling fjernes risikoen for blinde alarmer, men brandsikkerheden er så heller ikke længere til stede.
Det hele afhænger af, hvilke typer branddetektorer bygningen er udstyret med: Ion- og optiske røgdetektorer er følsomme over for tågen, men det er termiske, flamme- og CO-detektorer ikke. Det samme gælder sprinkleranlæg, der ikke reagerer på tågen, men alene på kraftig varme.
Har kunden tågefølsomme branddetektorer installeret, kan det være en løsning at skifte til en anden type detektor, hvor forsinkelsen er nedsat fra 5 til 0 sekunder, og hvor tågesikringen derfor straks aktiveres ved indbrud.
For at bibeholde det normalt høje sikringsniveau så længe som muligt, har Siemens og PROTECT A/S i fællesskab testet signaludvekslingen, hastighed og praktisk funktionalitet mellem Siemens-branddetektorer og et PROTECTT tågesikringsanlæg.
Testen bekræftede, at signalet fra tågesikringsanlægget omstiller branddetektoren til "indbrudsstatus" tilstrækkeligt hurtigt og tilstrækkeligt sent til at både tyveri- og brandsikringen bevares på trods af indbrud. Det afgørende punkt er, at det først sker, når tågekanonen starter - dvs. uden forsinkelse og så sent som muligt.
- Vi har sammen bevist, at det er praktisk muligt at opretholde den normalt høje sikkerhed i de beskyttede lokaler - specielt, når sikkerheden kan være allermest nødvendig, konkluderer produktchef Henrik Falkenberg.



Leverandører
Tilbage til toppen