SecurityWorldMarket

14-11-2009

F&P's sekretariat overlever

Det særlige sekretariat i F&P, som styrer sikrings-kataloget og varetager kontakten med sikringsbranchen i en lang række sammenhænge, fortsætter.

Sekretariatets ansigt udadtil har været Bo Balschmidt og Knud Knudsen, og da de begge skulle på pension i år, og det samme skete for andre nøglemedarbejdere omkring dem, blev sekretariatets fremtid taget op til overvejelse.
En intern arbejdsgruppe indstillede, at sekretariatet ikke skulle fortsætte. Opgaverne skulle i stedet ud til de enkelte forsikringsselskaber.
- Konsekvensen af det ville være, at vor branche fremover skulle forhandle med mange selskaber i stedet for én organisation, og at nogle af disse selskaber formentlig ikke ville ofre ressourcer på at ansætte folk af en kvalitet, som vi har haft med Bo Balschmidt og Knud Knudsen. Under alle omstændigheder ville livet blive vanskeligere for branchen, siger SikkerhedsBranchens informationschef Helge Kierkegaard.
- Heldigvis var meningerne delte blandt F&P's medlemmer, så vi havde allierede, da vi gik i gang med at arbejde for en bevarelse af ekspertisen i F&P.

På et møde i SikkerhedsBranchens bestyrelse tidligt i år blev der opfordret til, at alle, der på nogen måde havde en kontakt ind i forsikringsverdenen, brugte den. Rigtig mange masede på, og arbejdet er lykkedes, for F&P nedlægger ikke funktionen. Der er ansat en efterfølger for Knud Knudsen, der gik på pension tidligere i år, og Bo Balschmidts job er opslået. Han går på pension senere i år.
Knud Knudsens efterfølger vil være kendt af mange i SikkerhedsBranchen. Det er Maiken Skriver, der tidligere var indehaver og leder af Total Sikring i Maribo.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen