SecurityWorldMarket

26-05-2011

Ekskluderet vagtfirma tilbage i brancheforeningen

I februar blev Pro Aktiv I/S ekskluderet af brancheforeningen. Men efter en afstemning om sagen på SikkerhedsBranchens generalforsamling er firmaet tilbage i varmen med alle rettigheder.
Pro Aktiv havde ifølge brancheforeningens ledelse overtrådt vedtægterne gentagne gange og overhørt branchens formaninger. I februar var bægeret fyldt, og firmaet blev ekskluderet fra foreningen.

Men denne beslutning blev omstødt af bestyrelsen på SikkerhedsBranchens nyligt afholdte generalforsamling.

- Generalforsamlingen er den øverste myndighed i SikkerhedsBranchen, og der er nogle regler i vores vedtægter, der gør, at Pro Aktiv kunne få deres eksklusionssag genbehandlet. Vi stemte om det, og stemmerne faldt til fordel for Pro Aktiv, siger Kasper Skov-Mikkelsen, direktør i SikkerhedsBranchen, der byder Pro Aktiv velkommen tilbage i foreningen.

Hos Pro Aktiv I/S i Skive er Donald Stampe lettet over bestyrelsens beslutning på mandagens generalforsamling.

- Vi har brugt mange ressourcer og penge på det her. Men sket er sket, og vi bærer ikke nag. Vi er superglade for at det er faldet ud til vores fordel, og vi er rigtig glade for at være tilbage. Nu ser vi fremad, siger Donald Stampe fra Pro Aktiv I/S til ErhvervsBladet

Kasper Skov-Mikkelsen fra SikkerhedsBranchen fortæller til bladet, at sagen får konsekvenser for proceduren i fremtidige klagesager.

- Det bliver lidt mere stift, og det bliver lidt mere formelt, og det bliver lidt mere vanskelligt at gøre noget nærmere ved småting. Som vi tidligere har grebet telefonen og sagt: ”Hov, er der ikke et eller andet, du har glemt?”. Men hvornår er det så lige, at vi skal trække en streg i sandet? Det er det, vi har lært af den her sag, siger Kasper Skov-Mikkelsen.

Hvor foreningen tidligere har behandlet klagesager løbende ved uformel vejledning og direkte kontakt til firmaerne, vil klagesager fremover blive dokumenteret fra start til slut efter fast procedure.

Fremover skal klageren indledningsvis, ifølge SikkerhedsBranchen, indbetale 1.000 kroner til foreningen for ”at sortere det værste brok fra”.

Kilde: ErhvervsBladet

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen