SecurityWorldMarket

02-09-2013

Det attraktive privatmarked

Kasper Skov-Mikkelsen

I sin leder i det aktuelle nummer af avisen Security User, som bliver udsendt i denne uge, skriver direktør Kasper Skov-Mikkelsen om messen SecurityUser Expo, der finder sted om 14 dage. I den forbindelse rejser han spørgsmålet, om branchen og messen måske skal genoverveje den ensidige fokusering på erhvervskunderne - dem, der har fået et sikringsniveau af deres forsikringsselskab. "Private interesserer sig i stigende grad for sikring, og branchen interesserer sig også i stigende grad for privatmarkedet."
Kasper Skov-Mikkelsen skriver bl.a.:
”SecurityUser Expo er en messe, hvor branchen møder sig selv, men det er først og fremmest en messe, hvor branchen møder slutbrugerne. Sådan skal det selvfølgelig også være. Uden slutbrugere bliver messen uinteressant. Her er konferencerne vigtige. Sammen med varerne og løsningerne breder konferencerne emnerne ud, så viden og erfaringer bliver fælles eje på en anden måde, end hvis messen alene var ”isenkramsælgere” – sælgere af grej og løsninger.

SecurityUser Expo var sidste gang for branchefolk og slutbrugere, men ikke et sted, hvor folkeskoleelever og andre unge søgte underholdning. Messen appellerede ikke til folk, der først og fremmest kommer efter balloner, kuglepenne og klistermærker. Sådan ser det heldigvis også ud til at blive denne gang, men branchen og messen skal måske snart til at genoverveje den ensidige fokusering på erhvervskunderne, dem, der har fået et sikringsniveau af deres forsikringsselskab.

Vi skal ikke have en variant af Tivoli med balloner og kuglepenne, men fremtiden byder på stigende muligheder på privatmarkedet for de professionelle sikringsvirksomheder, der hidtil har koncentreret sig om erhvervsmarkedet. Private interesserer sig i stigende grad for sikring, branchen interesserer sig også i stigende grad for privatmarkedet (SikkerhedsBranchen har nedsat et særligt udvalg for området), medierne bringer mere om det end tidligere, og politikerne er heldigvis også begyndt at interessere sig for emnet.

Et eksempel på den politiske interesse så vi i sommer, da SF’s retspolitiske ordfører Karina Lorentzen Dehnhardt, der også er formand for Folketingets Retsudvalg, klart gik ind for, at man via lovgivningen (her Bygningsreglementet) stiller krav til sikringen ved nybyggeri og større ombyggeri, nogenlunde efter den model, der for nogle år siden bragte kravet om en røgalarm i alt nybyggeri og større boligrenoveringer ind i Bygningsreglementet. Sagen er på den politiske dagsorden, ikke højt oppe, men somme tider flytter enkeltbegivenheder voldsomt på politikernes prioriteringer. En enkelt begivenhed kan under de rigtige omstændigheder flytte meget.

Privatmarkedet er et marked med stort potentiale for professionelle udbydere. Nogle er allerede i gang, mest synligt de store virksomheder med blandt andet massesalg til private af alarmer. Gør alle nok for at få del i dette marked, eller løber andre med omsætningen? Monteres låse og vinduessikring og alarmer af efterlønnere og pensionister, der har hentet grejet i nærmeste byggemarkeds tilbudskasse?

Når privatmarkedet for alvor vokser, bliver det også et emne for en sikringsmesse, som blandt andet skal til at omdefinere begrebet slutbrugere. Branchen, og med den messen, skal naturligvis kunne forny, så de kan imødekomme markedets behov og ønsker. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil lykkes. Sikringsbranchen er et af de steder i erhvervslivet, hvor entreprenørgenet og energien er mest fremherskende. Det vil messen også vise", skriver SikkerhedsBranchens direktør.

Gratis abonnement på avisen SecurityUser kan bestilles her: jonny.sjoberg@armedia.se





Leverandører
Tilbage til toppen