De seneste år er der sket et skred i politikernes opfattelse af tv-overvågning. Hvor man engang talte om ”Big Brother Watching You,” er holdningen i dag ”Big Mother Watching You.” Overvågningskameraerne giver tryghed. Det er ikke noget, man lister ind. Man fortæller åbent, at nu er S-toget, kommunens skoler eller boligblokken forsynet med overvågningskameraer, og effekten udebliver ikke: Folk bliver tryggere, udgifterne til hærværk falder dramatisk, der bliver ikke længere sat ild på barnevognen i opgangen eller affaldscontaineren.

Udviklingen startede for alvor i 2007, da mulighederne for at overvåge blev stærkt udvidet. Blandt andet fik banker og butikker lov til at overvåge indgangspartierne og de naturlige flugtveje for en røver, og de måtte gemme billederne. Det var ved den lejlighed loven skiftede navn fra ”lov om forbud mod tv-overvågning ”til ”lov om tv-overvågning.”

Dengang og senere har mange givet terroraktionen mod World Trade Center 11. september 2001 æren for, at overvågningsloven kunne ændres så markant. Angrebet ændrede danskernes syn på overvågning. Fra at være imod, mente danskerne nu, at overvågning var et nyttigt og nødvendigt redskab i beskyttelsen mod terror.

Men sådan er sammenhængen ikke. Danskerne var stærke tilhængere af overvågning allerede før terroraktionen i 2001, viser Det Kriminalpræventive Råds meningsmålinger før og efter terroraktionen i New York. Dén handling ændrede højst politikernes holdninger, så flertallet i Folketinget i denne sag kom på omgangshøjde med befolkningsflertallet.

Man glemte kvaliteten
Politikerne glemte en ting i lovgivningen: At stille krav til overvågningens kvalitet. I dag – efter flere yderligere liberaliseringer af loven om tv-overvågning – er situationen stadig den, at hvem som helst kan sætte overvågningskameraer op, og at det er lovligt, bare kameraerne ikke sidder et ulovligt sted. Om de gør det, er der i øvrigt reelt ingen, som kontrollerer. Det er en speciel situation, når man tænker på, hvor bange politikerne igennem mange år var i spørgsmålet om brug af overvågningskameraer.

Nogle har også forsøgt at stille nogle krav. Liberaliseringen af loven i 2007 og alle senere lovændringer er sket under VK-regeringen, og hver gang har Socialdemokratiet og SF og i en vis udstrækning de radikale talt for krav til de installatører, der sætter kameraerne op. Senest er det blevet gjort med forslag om krav om, at installatørerne skal være ISO 9001-certificerede efter SikkerhedsBranchens model. Forslagene har været stillet som ændringsforslag til regeringens lovforslag, men er blevet nedstemt i Folketinget.

Nyt flertal
Nu er den parlamentariske situation ændret. Den tidligere opposition sidder i regering, og de har på dette område ikke meldt ud, at de har en anden opfattelse end i de år, hvor de var i opposition. De skal selvfølgelig have lov at finde deres egne ben som regering, men det skal være velkomment, hvis deres politiske udspil ikke kun handler om økonomien herhjemme og i EU, men også om en beskyttelse af borgerne, som kvalitetskrav i lov om tv-overvågning vil betyde.

Hovedpunktet i et lovudspil skal være, at der skal stilles krav til installatørerne af tv-overvågning. De skal være ISO 9001-certificeret. De skal også have del i ansvaret for kameraerne. I dag er det anlægsejerne, der står med eneansvaret. De skal ikke gøres ansvarsfri, men der skal findes en model, så de har en gensidig interesse i, at kameraerne hænges lovligt op og bagefter bruges lovligt.

Og så skal der ske en registrering af kameraerne hos for eksempel Datatilsynet så man kan holde øje med udviklingen, og så politiet har en nem adgang til viden om, hvor kameraerne sidder. Med mellemrum citeres en politimand for at sige, at nu skal politiet ud og se, om der er nogle overvågningskameraer i området omkring et gerningssted.

Det kan gøres nemmere og sikrere, slutter Kasper Skov-Mikkelsen.

Et gratisabonnement på avisen SecurityUser kan bestilles her:jonny.sjoberg@armedia.se
Skriv venligst Gratisabonnement i emnefeltet og anfør fuld postadresse samt att. person.