SecurityWorldMarket

16-04-2011

Den danske internet exchange, DIX, opretter IX hos Interxion

Interxion Holding, der er en førende europæisk leverandør af operatørneutrale colocationtjenester, har indgået aftale med den danske Internet Exchange, DIX, om etablering af DIX'ens andet nationale Internet knudepunkt i Interxions datacenter i København.
Siden 1994 har DIX’en på DTU i Lyngby været Danmarks eneste officielle knudepunkt for udveksling af internettrafik. Derfor betyder aftalen mellem DIX’en og Interxion, at såvel eksisterende som kommende medlemmer af DIX’en nu får et alternativ i Interxions datacenter i Ballerup. Bag DIX’en står UNI-C, der er en styrelse under undervisningsministeriet.

”Vi har altid lagt vægt på, at det danske internet ikke blev 100 % afhængigt af DIX’en. Blandt andet derfor kræver vi, at brugerne på DIX’en også har transitforbindelser ved siden af, for at sikre redundansen. Nu etablerer vi selv en alternativ og redundant løsning med vores nye DIX hos Interxion i København”, forklarer underdirektør Martin Bech, UNI-C.

”Med cloud-tjenester, streaming media, smartphones og mulighederne med IPv6, så forventer vi en fortsat kraftig vækst i internettrafikken. Derfor forventer vi, at vores aftale med Interxion vil øge antallet af nuværende 50 DIX-medlemmer og samtidigt sætte skub i væksten af DIX trafik generelt”, slutter Martin Bech.

”Samarbejde mellem vores kunder har altid været centralt i vores arbejde, og vi har indgået aftaler med over 25 Carriers og ISP’er, som leverer trafik til de andre kunder og til hinanden. Vores aftale med DIX’en betyder, at vi nu skaber et helt unikt miljø for disse kunder, der får flere hurtige, direkte og økonomiske internetforbindelser til deres løsninger. Jo mere trafik des større fordele. Vi forventer dermed en yderligere vækst i kunder inden for hosting, cloud, streaming media. fortæller administrerende direktør Peder Bank, Interxion Nordic.

”Vi har samarbejdet med internet exchanges i over 10 år, og vi er stolte over, at vi dermed har bidraget til den grundlæggende infrastruktur, der har muliggjort internettet, som vi kender det i dag. Med DIX-aftalen har Interxion nu aftaler med 19 af Europas førende internet exchanges, hvilket giver adgang til flere end 2000 internetudbydere. Det giver vores kunder en unik og økonomisk fornuftig peering samt adgang til kunder over hele Europa”, forklarer Kevin Dean, marketingdirektør for Interxion.


Leverandører
Tilbage til toppen