SecurityWorldMarket

08-12-2006

DBI-direktør fylder 60

Administrerende direktør i Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) Peter Johansen fylder 60 år den 10. december 2006. Der afholdes reception hos DBI, Jernholmen 12, Hvidovre, i dag fredag den 8. december 2006 kl. 13 -15.

Efter uddannelse som bygningsingeniør fra Københavns Teknikum i 1971 fik han ansættelse som ingeniør i Statens Brandinspektion og udnævntes til overingeniør i 1984. Blandt de primære ansvarsområder var regelsætning og tilsyn med produktion, transport og oplagring af brand- og eksplosionsfarlige væsker m.v.
Peter Johansen var ikke mindst statens ankermand for brandsikkerheden i forbindelse med de helt store danske energi- og trafikprojekter: offshoreaktiviteterne i Nordsøen, Naturgasprojektet og Storebæltsforbindelsen.
Han uddannede sig sideløbende som brandinspektør og underviste selv gennem en årrække brandinspektører og brandinspektørstuderende på Statens Brandskole.
Peter Johansen blev ansat som administrerende direktør for DBI i 1991 og fik ansvaret for opbygning af instituttet, der var dannet gennem en sammenlægning af Dansk Brandværns-Komité og de brandtekniske aktiviteter fra Dantest og Skafor (Forsikring & Pension).
Her var opgaven i første række at få de fusionerede parter til at fungere sammen, at opbygge et moderne brandlaboratorium og at udvikle DBI til en markedsorienteret organisation på et højt fagligt niveau.
Siden har Peter Johansen stået for en løbende udvikling af DBI's forretningsområder - senest på sikringsområdet, hvor DBI har opbygget en række nye servicetilbud.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen