SecurityWorldMarket

31-01-2011

DBI bag udvikling af "intelligente krystalkugler"

Finn Massesson

En kombination af teknologier skal skabe grundlag for detekteringssystemer, som kan forudsige brandulykker og kriminelle handlinger tidligere, end det hidtil har været muligt.
Det gælder om at være forudseende. Jo tidligere man kan forudse, at der vil opstå en brand eller blive begået en kriminel handling, jo bedre vil man kunne afværge ulykker og skader.

Det er filosofien bag et nyt forsknings- og udviklingsprojekt, ’Intelligent Sikkerhed’, som DBI har sat i gang. Projektet involverer blandt andet samarbejde mellem specialister fra DBI og universitetsmiljøer i Danmark og Tyskland.

- Vi mener, at der ligger et stort potentiale i bedre udnyttelse af den teknologi, som allerede er udviklet. Vi skal se på mulighederne for at integrere de forskellige brand- og sikringsteknologier og kombinere dem på nye, innovative måder, som optimerer deres anvendelsesmuligheder, fortæller Finn Massesson, DBI.

Som projektleder for ’Intelligent Sikkerhed’ står han for at koordinere projektaktiviteterne, der indgår som en del af DBI’s resultatkontrakt med Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Tidlig branddetektering
Som eksempel på, hvordan sikringsteknologier kan arbejde sammen, nævner han anvendelse af overvågningskameraer i forbindelse med branddetektering. Allerede i dag udnytter man kameraer til at detektere ild og røg, men det er forventningen, at kamerateknologien kan udnyttes endnu bedre – fx til at verificere usikre brandsignaler fra særligt fintfølende detektorer. På det område vil DBI blandt andet arbejde sammen med det tyske Universität Duisburg-Essen.

Adfærd kan afsløre risici
Et andet eksempel på nye muligheder inden for intelligent samordning af kendte teknologier er overvågning og adfærdsanalyse. Forskere fra Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet er førende med hensyn til udvikling af avancerede modeller til sammenligning af adfærd, optaget på overvågningskameraer.

Teknikken har i flere tilfælde været anvendt med succes til opklaring af spektakulære forbrydelser.

- Vi mener, at denne teknologi også har et forebyggende potentiale. Derfor har vi indgået en samarbejdsaftale med Retsmedicinsk Institut, hvorunder vi vil se på mulighederne for detektering af mistænkelig adfærd på steder, hvor der er særlig risiko for kriminalitet eller terror. Princippet vil være, at kameraregistrerede hændelser, som afviger fra det definerede normalmiljø, automatisk analyseres for deres risikopotentiale.

For eksempel kan man forestille sig, at man på et kunstmuseum vil kunne detektere, når den samme personprofil registreres med en unormal hyppighed og evt. på en påfaldende måde i nærheden af et særlig værdifuldt kunstværk, forklarer Finn Massesson.

Som led i denne del af projektet ansætter DBI en ph.d.-studerende, som universitetsmæssigt bliver knyttet til Retsmedicinsk Institut/KU og DTU.

Praktisk værktøj til projekterende
Mulighederne for at kunne anvende den slags teknikker er næsten ubegrænsede, så vi har foreløbig valgt at se på tidlig detektering af to typer hændelser i to forskellige miljøer, nemlig branddetektering på plejehjem og tyveridetektering på museer, oplyser Finn Massesson.

På baggrund af projektets resultater er det vores plan at udarbejde en retningslinje for projektering, installation, drift og vedligeholdelse af systemer til overvågning af brandtilløb og risikoindikerende menneskelig adfærd. Derudover vil vi udvikle et softwareværktøj til projektering af de forskellige løsninger til tidlig detektering.

Målgruppen for den praktiske anvendelse af værktøjerne er i første række installations- og rådgivningsvirksomheder, som projekterer brand- og sikringsløsninger. Det er projektets formål at skabe større sikkerhed i samfundet og for de specifikke brugere, samtidig med at danske rådgivere og installatører kan opnå konkurrencefordele ved hjælp af de udviklede løsninger og værktøjer.

Projektet løber frem til slutningen af 2012.



Leverandører
Tilbage til toppen