SecurityWorldMarket

04-03-2017

Dansk firma vil sælge overvågning til vietnamesisk styre

Erhvervsstyrelsen har givet et dansk firma tilladelse til at demonstrere et system til overvågning af internettrafik for mulige kunder i Vietnam. Tilladelsen blev givet 9. november 2016. Det viser dokumenter, som Information har fået aktindsigt i hos styrelsen.

Systemet kan blandt andet gøre det muligt at overvåge beskeder og filer sendt via internettet.

Amnesty International frygter, at sådan et system vil blive brugt til at slå ned på fredelige kritikere af det vietnamesiske kommunistparti.

Derfor opfordrer organisationen til, at de danske myndigheder giver afslag, hvis firmaet skulle få en egentlig ordre.

- Man skal virkelig være påpasselig med at sælge avanceret overvågningsteknologi, der kan bruges til undertrykkelse, til sådan et land, siger generalsekretær Trine Christensen til Information.

Vietnam er et land med begrænset ytrings- og internetfrihed.

Ifølge Human Rights Watch blev mindst 19 bloggere idømt mellem 20 måneder og ni års fængsel sidste år.

Styret tolererer stort set ikke kritik. Og loven gør det muligt at idømme folk lange fængselsstraffe for blandt andet "propaganda mod staten".

Det er uvist, hvilket firma der er tale om, og hvem den potentielle kunde i Vietnam er.

Teknologien, som det danske firma vil forsøge at sælge til Vietnam, er blandt andet lavet til at "kortlægge en enkeltpersons eller en gruppe af menneskers sociale netværk".

Det fremgår af EU-s liste over produkter, der er omfattet af eksportkontrol.

Ifølge eksperter er kun meget indgribende systemer, som traditionelt vil blive brugt af politi eller efterretningstjenester, omfattet af denne kategori på kontrollisten.

Siden 31. december har den slags teknologi været omfattet af EU-s regler for eksportkontrol.

Kilde: Information



Leverandører
Tilbage til toppen