SecurityWorldMarket

26-04-2017

Danmark mangler metode til brandsikring af højhuse

Højhuse skyder op overalt overalt i landet, men kendskabet til brandsikkerheden i den type byggeri er ikke fulgt med. Og det er mildt sagt uheldigt, når der ikke findes anerkendte vejledninger for bygninger over 45 meter. Det var hovedkonklusionen på et symposium om brandsikkerhed, der i marts blev afholdt i København i den verdensomspændende organisation The Council on Tall Buildings and Urban Habitat, hvor Rambøll er et af de danske medlemmer. Det skriver Ingeniøren.

Brandsikkerheden er ekstra vigtig i høje bygninger. Både fordi det i tilfælde af brand tager længere tid for beboerne at komme ned, og fordi det er sværere for beredskabet at komme op. Beredskabets stiger kan f. eks. ikke følge med i højden, og der er risiko for, at personer kan blive spærret inde i toppen af bygningerne, hvilket kan skabe panik.

Derfor er det så afgørende, at der er systemer, som blandt andet kan sikre, at personer varsles, at ilden slukkes hurtigt, og at man kan flygte i sikkerhed til røgfrie zoner og komme ud af bygningen. Det stiller krav til bygningens design og kræver, at brandstrategien tænkes ind allerede i byggeprogramfasen. Det skal vel at mærke ske efter nogle principper og metoder, som både sikrer et tilfredsstillende niveau af brandsikkerhed, og at beredskabet møder ensartede systemer, som gør det lettere for brandfolkene at levere en hurtig og effektiv indsats.

Hos Rambøll er man enige med de andre uafhængige eksperter, der på symposiet fastslog, at Danmark mangler standarder for diverse brandsikkerhedstiltag i høje bygninger. Rambøll mener også, at der særligt mangler en overordnet metode til verifikation af, at sikkerhedsniveauet i høje bygninger rent faktisk lever op til bygningsreglementet. Som direktør Rasmus Storgaard fra det danske Beredskab Øst fremhævede ved samme lejlighed, er det en reel udfordring, at der hverken er faste standarder for f. eks. brandpaneler og stigrør eller andre vigtige brandeller indsatsmæssige tiltag. Brandfolk er nemlig vant til at få overblik over situationen fra jorden. Det kan du ikke på samme måde, hvis du står foran et højhus.

Kilde: Ingeniøren



Leverandører
Tilbage til toppen