SecurityWorldMarket

21-09-2010

Bliv dagens helt på under 5 minutter

Der er talrige eksempler på, at disse små elektroniske røgalarmer har vækket sovende og dermed giver dem de livsvigtige ekstra sekunder til at redde sig i sikkerhed fra en begyndende brand. Eksperter indenfor brandsikring har ofte udtalt, at "Røgalarmen er det produkt, der krone for krone giver den største brand-sikkerhed!" Moderne røgalarmer er sikre og effektive, og derfor har BrandBevægelsen igen i år sat røgalarmer og de ældre på programmet i en landsdækkende kampagne med titlen: "Red farmor!"
I kampagneugen (uge 40) installerer frivillige mange hundrede røgalarmer hos medborgere, som vurderes til at have særligt behov for en røgalarm, men det egentlige mål med kampagnen er at få de yngre familiemedlemmer til at tage ansvar for, at farmor – eller morfar eller tante Anna – både får en røgalarm og samtidig sørger for, at den bliver monteret korrekt, som beskrevet i den medfølgende brugsanvisning.

Ingen ønsker, at fru Jensen på 85 skal stå op på en stige for at montere en røgalarm i loftet, og derfor kan barn eller barnebarn blive farmors helt på under 5 minutter, hvis hun/han køber og monterer en effektiv røgalarm hos sin ”bedste”.

Og kampagnens slogan er netop: ”Bliv dagens helt på under 5 minutter!”

Både annoncer, artikler, radioindslag, gratis postkort på caféerne og ikke mindst en interaktiv hjemmeside understøtter kampagnen og tydeliggør, hvor nemt man bliver en superhelt.

Hjemmesiden hedder www.redfarmor.dk, og kender dit barn eller barnebarn den ikke, så kan du måske fortælle om den og samtidig ønske dig en røgalarm inkl. montering.

BrandBevægelsen er en sammenslutning af 15 myndigheder, styrelser, brancheforeninger m.fl., som arbejder for at gøre Danmark sikrere imod brand; - bl.a. ved at reducere antallet af omkomne, og netop hér appellerer BrandBevægelsen til, at mange flere ældre ønsker sig en røgalarm.



Leverandører
Tilbage til toppen