SecurityWorldMarket

17-06-2019

Betina Hagerup bliver ny direktør i Dansk Erhverv

Betina Hagerup, der i dag er direktør i KMD og tidligere direktør for Erhvervsstyrelsen, rykker 1. september til Dansk Erhverv, hvor hun bliver medlem af direktionen og direktør for organisationens markedsområder.

Dansk Erhverv styrkes nu med en markant profil inden for erhvervslivet og den offentlige sektor. Fra 1. september er den tidligere direktør for Erhvervsstyrelsen, Betina Hagerup, ny direktør i Dansk Erhverv. I Dansk Erhverv skal hun være med til at styrke organisationens rådgivning på de forskellige markedsområder, som b.la. tæller handel, transport, rådgivning, digitalisering, oplevelse og velfærd med videre.

- Betina Hagerup har en enorm indsigt i erhvervslivet, reguleringen af erhvervslivet og den offentlige sektor. Hun kender forretningsgangene både i politik og i virksomhederne. Det er et rigtigt godt match i forhold til at sikre Dansk Erhvervs medlemmer den bedste rådgivning og interessevaretagelse. Jeg glæder mig derfor virkelig til at få Betina med på holdet, siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Den nyoprettede direktørstilling er et element i Dansk Erhvervs strategi, der skal sikre organisationen endnu mere politisk gennemslagskraft, større synlighed og en klar erhvervsprofil til gavn for medlemsvirksomhederne.

Betina Hagerup er cand. merc. med speciale i international økonomi og virksomheders internationalisering. Betina Hagerup er i dag Executive Vice President i it-virksomheden KMD. Fra 2012 til 2017 var hun direktør for Erhvervsstyrelsen, hvor hun b.la. stod i spidsen for erhvervsudvikling, forretningsudvikling, tilsyn og digitalisering. Før jobbet i Erhvervsstyrelsen har Betina Hagerup beklædt flere ledende stillinger inden for Erhvervsministeriets ressort.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen