SecurityWorldMarket

02-10-2009

Årets Låsesmedelærling kåret i TEC Ballerup

Paw Jensen får sit diplom af Jens Møller, Ruko.

Årets Låsesmedelærling er netop blevet kåret blandt det første kuld låsesmedelærlinge fra TEC Ballerup. Lærlingen får titlen, fordi han er omhyggelig, videbegærlig og gerne går nogle skridt ekstra for at nå sit mål.

Der var spænding i luften i Teknisk Erhvervsskolecenter (TEC) Ballerup, da det midt i september blev afsløret, hvem der skulle have titlen som Årets Låsesmedelærling. Valget faldt på Paw Jensen fra Bagger Låse & Alarm, Slagelse. Underviser Peter Henriksen, som var med til at pege på Paw, siger:
"Nu har jeg undervist Paw Jensen hver dag i fem uger, og jeg er slet ikke i tvivl om, at netop han har fortjent titlen som Årets Låsesmedelærling. Paw kan ikke gå fra noget, hvis han fornemmer, at blot den mindste smule er i uorden. Desuden er han videbegærlig og stiller spørgsmål, så han bliver helt sikker på, hvordan han skal gribe en opgave an."
Peter Henriksen har siden i sommer været ansat på TEC i Ballerup. Han er selv låsesmed og udgør en klar styrkelse af lærersiden, fordi han har over otte års undervisningserfaring. Som noget nyt tilbyder TEC Ballerup hele uddannelsen fra grundforløb til specialefag, hvor man førhen måtte tage til Frederikshavn for at uddanne sig til låsesmed. Ikke kun underviserdelen er styrket, TEC har også investeret over 1 mio. kr. i at forbedre de fysiske rammer for uddannelsen.
Om sin nyerhvervede titel siger Paw:
"Det føles godt. Jeg har også syntes godt om at gå på skolen i Ballerup. De er virkelig oppe på dupperne dér". På spørgsmålet om, hvad han særlig godt kan lide ved låsesmedefaget, svarer han: "Der sker noget hele tiden. Det er et fag i konstant udvikling, og jeg kan godt lide at sætte mig ind i nye ting. Desuden kommer man lidt rundt i det hele, både mekanik og elektronik, og det er spændende."



Leverandører
Tilbage til toppen