SecurityWorldMarket

01-07-2020

Sikkerhedsmessen ISC West i Las Vegas aflyst

ISC West i Las Vegas er måske verdens vigtigste årlige sikkerhedsmesse. Men efter to fremskudte datoer har arrangøren besluttet helt at springe begivenheden over i 2020.

Som en følge af coronakrisen vælger Reed Exhibitions at annullere sikkerhedsmessen ISC West i Las Vegas. I stedet for vil Reeds sammen med hovedsponsoren SIA (Security Industry Association) være vært for et virtuelt ISC West 2020-show den 5.-7. oktober.

Krisen har ikke gjort det nemt for Reed. ISC West 2020 var oprindeligt planlagt til marts, derefter blev den flyttet til juli og så til 5.-8. oktober. Nu har covid-19 tvunget arrangøren til helt at annullere sikkerhedsmessen i år. Men med ISC West 2020 som brand arrangeres en virtuel begivenhed den 5.-7. oktober 2020.

- Vi ved, hvor vigtig ISC West er for sikkerhedsbranchen, og at vi har et ansvar over for vores branche til at tilpasse os i denne periode. Vi ser derfor frem til at lave en stor, virtuel begivenhed med ISC-teamet, baseret på et stærkt uddannelses- og konferenceprogram leveret i et dynamisk format i oktober, siger Pierre Trapanese, SIA-formand.

Samtidig er forberedelserne til næste års fysiske ISC West-show i Las Vegas i fuld gang.

- Vores team arbejder sammen med vores værdsatte arenapartner, Sands Expo og Venetian, med detaljeret planlægning af ISC West 2021, der finder sted 23. til 26. marts 2021, siger Will Wise, koncernchef for Reed Exhibitions.


Leverandører
Tilbage til toppen