SecurityWorldMarket

16-12-2020

Rejseholdet genopstår, og der kommer flere lokale betjente

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en ny politiaftale, der især fokuserer på at sikre flere betjente lokalt. Aftalen sikrer blandt andet, at der over de næste tre år skal uddannes flere betjente, ligesom der vil blive opført flere lokale politistationer. Endvidere genopstår rejseholdet.

Aftalen omfatter de økonomiske rammer for politiet og anklagemyndigheden i perioden 2021-2023, hvor der afsættes ca. 650 mio. kr. i 2021 stigende til ca. 1 mia. kr. i 2023 ekstra til politiet og anklagemyndigheden.

Med aftalen ønsker partierne et mere nærværende og synligt politi, der rykker ud, når danskerne har brug for det, og som er til stede og tilgængeligt i hele landet. Der flyttes ressourcer fra Rigspolitiet og ud i landet til bl.a. de nye nærpolitienheder. Og sagsbehandlingstiderne skal ned, mens politiet i højere grad skal blive bedre til at håndtere den komplekse og digitale kriminalitet.

Aftalens vigtigste punkter:

Der gennemføres en nærhedsreform af politiet, som styrker politiets tilstedeværelse i hele Danmark gennem flere beredskabspatruljer, 20 nye nærpolitienheder, 110 ekstra lokalbetjente og mere frihed til lokale løsninger.

Der indføres en politigaranti på områder, hvor der er et særligt hensyn til borgernes tryghedsfølelse. Det drejer sig om indbrud i private hjem, vold, voldtægt og narkotikasalg ved skoler.

Politiets og anklagemyndighedens arbejde med og hjælp til ofre for vold i nære relationer og voldtægt mv. styrkes gennem bl.a. øget efter- og videreuddannelse, oprettelse af specialiserede teams i politikredsene og mulighed for videoafhøring i voldtægtssager.

Politistyrken udvides med i alt 450 ekstra politibetjente i aftaleperioden, og der oprettes en ny politiuddannelse til civile efterforskere. 

Der vil blive anskaffet nye skydevåben til politiet.

Der vil blive etableret et nationalt rejsehold, som skal styrke politiets drabsefterforskning. Herudover iværksættes en styrket indsats mod hvidvask og terrorfinansiering samt et pilotprojekt om øget indsats mod socialt bedrageri.

Der etableres en ny digital politipatrulje og et bedre værn mod it-relateret kriminalitet, ligesom der indføres nye værktøjer til at prioritere sager om it-relateret økonomisk kriminalitet.

Der tilføres flere hænder til straffesagsbehandlingen i politiet og anklagemyndigheden, og der fastsættes målsætninger med henblik på at sikre mindre sagsbunker og kortere sagsbehandlingstider, ligesom der sker en indskrænkning af brugen af strafnedsættelse.

Der tilføres flere ressourcer til politiet og anklagemyndigheden i Grønland og på Færøerne, så der kan ske en modernisering af de nordatlantiske politikredse. Som et led heri etableres en ny enhed mod seksuelle overgreb mod børn i Grønland.

De stærke indsatser mod bl.a. terror, social dumping og i de grænsenære områder fortsættes.


Leverandører
Tilbage til toppen