SecurityWorldMarket

29-09-2018

Regeringen vil skærpe straffen for trusler, chikane og hærværk mod personer i offentligt hverv

I 2017 var ikke færre end 6.385 anmeldelser for vold og trusler mod netop offentligt ansatte.

Justitsministeriet har sendt et lovforslag i høring, som styrker trygheden for offentligt ansatte. Lovforslaget er en udmøntning af en politisk aftale fra maj i år, hvor regeringen sammen med en lang række partier blev enige om at hæve straffen med en tredjedel for chikane, trusler og hærværk mod personer i offentlig tjeneste eller hverv, herunder lokalpolitikere.

De seneste tal på området viser, at der i 2017 var ikke færre end 6.385 anmeldelser for vold og trusler mod netop offentligt ansatte.

En undersøgelse fra tidligere i år viste desuden, at ca. fire ud af ti lokalpolitikere har været udsat for enten trusler, hærværk eller chikane. Det var Økonomi- og Indenrigsministeriet, Danske Regioner og KL, der stod bag undersøgelsen.

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti blev derfor i maj 2018 enige om at skærpe straffen for chikane, trusler og hærværk mod personer i offentlig tjeneste eller hverv. På den baggrund er et lovforslag i dag sendt i høring.

Konkret foreslås det at hæve strafniveauet med en tredjedel for trusler efter straffelovens § 119, stk. 1, om bl.a. trusler mod offentligt ansatte, og chikane mod offentligt ansatte efter straffelovens § 119 a. Det foreslås også at hæve strafniveauet med en tredjedel for hærværk efter straffelovens § 291, når hærværket er begået mod personer i offentlig tjeneste eller hverv, og når gerningen har baggrund i den forurettedes udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.


Leverandører
Tilbage til toppen