SecurityWorldMarket

20-12-2020

Politiet vil have det politiske pres fjernet

Claus Hartmann, næstformand i Politiforbundet.

"Fjern det indirekte pres på politiets top. Lad politiet selv beskrive virkeligheden og de faglige udfordringer. Det vil skabe en lysere fremtid – og et bedre samfund for alle. Et meget væsentligt skridt vil være at lade politifagligheden lede frem for politiske dagsordener". Sådan afslutter Politiforbundets næstmand Claus Hartmann sim leder på Politiforbundets hjemmeside.

Claus Hartmann siger endvidere blandt andet:

Politiet arbejder løsningsorienteret. Politiet skal rykke ud. Politiet har handlepligt. Politiet skal være tilgængeligt på alle tider af døgnet, i hele landet, med kortest mulig respons. Politiet skal også løse cyberkriminalitet. Kunne tackle hvidvask. Kunne håndtere integrationsproblemer. Kunne agere i alle lovgivningsgråzoner, hvor samfundet har et problem, men hensynet til retssikkerhed gør det svært løselig.

Men politiet er sådan set også blevet synonymt med den faggruppe, hvor alle svært løselige udfordringer i samfundet parkeres. Derfor har vi også løbende set større og større politisk indblanding og detailstyring af politiet gennem de senere år.

Det har altid været sådan til en vis grad, men det har efterhånden taget overhånd. Der har efter min mening lagt et helt urimeligt pres på politiets øverste ledelse for at indfri politiske dagsordener og ønsker. Og måske et pres, hvor det til stor frustration for politifolkene siver ned gennem arbejdspladsen.

Det er ikke tilfældigt, at vi har en Tibet-sag, en mink-sag og en række andre sager.

Politikerne er nemlig så forvænte med, at politiet rent faktisk handler og løser og dokumenterer, så snart de kaster forslag ud over den politiske rampe. Politiet leverer – altid og professionelt. Når akutte situationer opstår, eller områder spares væk, så er politiet der altid som sikkerhedsnet eller til at samle op.

Politiet bliver således alt for ofte enten kastebold eller skraldespand, når samfundsproblemer skal løses med et snuptag. Psykiatrien er et næsten skammeligt eksempel, hvor man især i aften- og nattetimerne i årevis har overladt mennesker på kanten, og med behov for behandling, lægefagligt og socialt, til politifolk.

En udfordring, som sikkert koster mange penge, bred indsats, og som der ikke er stemmer i – og derfor skubber politikerne den blot videre. Psykisk syge og mennesker på kanten tæller helt op til hver sjette tilkald i politiet. Det er et stort samfundsproblem og et menneskeligt problem. Men politiet er langt hen ad vejen overladt til at løse det.

Sådan ser vi det i stort og småt. Vi har så mange mandagstrænere. Vi spiller på en fodboldbane, hvor hele midtbanen bliver skiftet ud og fjernet med krav, om at forsvaret stadig klarer alt. Vi bliver spændt for den ene og den anden vogn og kritiseret, når det efterlader store vitale huller andre steder.



Leverandører
Tilbage til toppen