SecurityWorldMarket

16-09-2019

Politiet er i dyb krise - mener Politiforbundet

Formanden for Politiforbundet Claus Oxfeldt har ikke tidligere talt med så store bogstaver - men nævner stadig ikke hjælp fra den private vagtbranche som en mulighed for at lindre krisen.

Politiforbundets formand Claus Oxfeldt taler med store bogstaver i sin leder i den seneste udgave af forbundets nyhedsbrev. Oxfeldt skriver bl.a.: "Politiet er i krise! Jeg skriver ordet krise med udråbstegn bagefter. Det gør jeg for første gang, selvom det længe har ligget på tungen, men det er et ord, man skal være forsigtig med at bruge. Vi kan ikke sminke os ud af krisen. Vi kan ikke lappe os ud af den. Den er gennemgående. Vi kan ikke få enderne til at mødes – nogen steder." Formanden nævner ikke hjælp fra den private vagtbranche som en mulighed for at lette situationen.

Claus Oxfeldt skriver videre:

"Der prioriteres så benhårdt, at det giver politifolk ondt i maven. Der jagtes tidsfrister, hvor fristen er vigtigere end sagens opklaring.

At presse en tidsfrist, eller at hælde stadig hårdere tidsfrister ned over afdelinger, som i forvejen kører på pumperne, smadrer al faglighed, kvalitet og arbejdsglæde. Det gør alt endnu værre, endnu mere presset, endnu mere meningsløst. Det fjerner fokus på kvalitet, og kvalitet er retssikkerhed, tillid og troværdighed.

Det hele er gået i selvsving på en måde, som er dybt uheldigt for velfærdsdanmark, tryghedsdanmark, retssikkerhedsdanmark.

Et knivstikkeri, hvor offeret overlever, og der ikke umiddelbart er nogen kendt gerningsmand, lægges i mange kredse til side, hvis offeret overlever. Ikke af ond vilje, men simpelthen af tidsmangel. Alle gør deres bedste. Politiledere, efterforskere, administrative og øvrige ansatte. Men kæden er knækket i alle led. Også i anklagemyndigheden.

Tidsfristerne svarer næsten til at sparke til folk, der allerede ligger ned. Det er næsten umuligt at finde ledige hænder til sagerne. De økonomiske sager skæres benhårdt til, men ikke ud fra at skaffe samfundet retfærdighed og statskassen milliarder af kroner, men simpelthen for at holde efterforskningen inden for de rammer, der er tid til. Alle halser bagefter. Bunkerne hober sig op.

Det er overlevelse i vandskorpen.

Politiet løber derhen, hvor opmærksomheden er størst, så det udadtil giver et indtryk af, at der er styr på det. Men alle de sager, som ikke fylder i medierne, eller hvor den forurettede ikke har ressourcer til hele tiden at ringe og rykke, havner i bunker. Adskillige efterforskere har medgivet, at det aldrig har været værre. Det handler ikke om at tale politiet op eller ned, det handler om at passe sit arbejde og leve op til borgernes forventninger.

Se på helheden ikke enkeltsager.

Det handler om, at politikerne skal holde op med at forholde sig til enkeltsager – og tage ansvar for det samlede billede. Det er faktuelt."

Claus Oxfeldts løsningsforslag er, at der udstikkes en troværdig kurs med timer nok, og at der som et minimum uddannes og ansættes mindst 3.000 ekstra politifolk over 10 år. Formanden nævner ikke hjælp fra den private vagtbranche med et eneste ord - branchen har ellers i de seneste snart mange ord kæmpet for at komme på banen med at komme politiet til undsætning med hjælp til mere rutinemæssige opgaver.  


Leverandører
Tilbage til toppen