SecurityWorldMarket

16-04-2018

Overvågede kinesere får point for deres opførsel

Antallet af overvågningskameraer i Kina skal stige fra 176 millioner i 2016 til 626 millioner i 2020.

Den kinesiske regering er i fuld gang med at udrulle et ekstremt overvågningssystem, der skal give borgerne point for deres opførsel. Antallet af overvågningskameraer skal stige fra 176 millioner i 2016 til 626 millioner i 2020.

Den kinesiske regering er i fuld gang med at udrulle et nationalt pointsystem, som giver borgerne point efter deres opførsel. Pilotprojekter er i gang i flere byer, og systemet skal implementeres på nationalt plan i 2020.

Har man en dårlig score, kan man pludselig blive nægtet adgang til at flyve, køre med højhastighedstog eller få problemer med at finde sig et job eller en partner. Er man derimod en god samfundsborger, som donerer blod, arbejder frivilligt eller donerer penge til velgørenhed, får man pluspoint på kontoen.

Det nye pointsystem er en del af et ekstremt overvågningssystem, der skal kontrollere de op mod 1,4 milliarder kinesere, både online og offline. Kina er verdens største digitale økonomi med 772 millioner internetbrugere. Godt og vel  godt halvdelen af befolkning er online, og det er de hovedsageligt på mobilen.

Det giver virksomheder og myndigheder gode muligheder for at overvåge borgerne samt indsamle data, for eksempel om, hvor de opholder sig, hvad de køber online, og hvem de kender på sociale medier. De digitale fodspor bliver så koblet sammen med aktiviteter i det fysiske liv. Det kan for eksempel være, hvem man drikker te med, eller hvor man køber ind. Det sker ved hjælp af ansigtsgenkendelsesteknologi, som allerede er meget udbredt i Kina.

Formålet med det - set med danske øjne - kontroversielle system er at hjælpe politiet med at forudse og forebygge kriminalitet. Hvis myndighederne for eksempel registrerer, at en borger besøger en suspekt adresse, kan de slå til, inden der sker en forbrydelse.

Det kræver endnu flere overvågningskameraer, end man har i forvejen, og derfor planlægger de kinesiske myndigheder ifølge mediet TechNode, at antallet af overvågningskameraer skal stige fra 176 millioner i 2016 til 626 millioner i 2020.

Kilde: TV2 Nyhederne


Leverandører
Tilbage til toppen