SecurityWorldMarket

25-11-2020

Nyt kontaktudvalg skal styrke dialogen mellem Datatilsynet og erhvervslivet

Datatilsynets direktør Cristina Angela Gulisano.

I går tirsdag holdt Datatilsynet det første møde i et nyt kontaktudvalg, som har til formål at få et tættere samspil mellem Datatilsynet og nogle af de centrale interessenter i den private sektor.

Beslutningen om at nedsætte et kontaktudvalg er dels taget på baggrund af Datatilsynets nye strategiske grundlag, som bl.a. lægger vægt på i højere grad at være i dialog med centrale aktører, og dels på baggrund af en konkret anbefaling fra Erhvervslivets EU- og Regelforum.

Temaerne for det første møde var Datatilsynets nye strategiske grundlag og herunder en mere data- og risikobaseret indsats.

- Jeg er glad for både de relevante input og spørgsmål fra deltagerne på mødet. Det er jo det, det handler om - at vi skal være tæt på de problemer, som virksomheder og myndighederne står med, så vi bedre kan hjælpe dem til at overholde reglerne. Det er i sidste ende også til gavn for alle de borgere, hvis oplysninger det hele drejer sig om, siger Datatilsynets direktør Cristina Angela Gulisano.

Blandt deltagerne på det første møde mellem Datatilsynet og erhvervslivet - som blev afholdt virtuelt med nogle mindre tekniske vanskeligheder - var der repræsentanter for AC - Akademikerne, Finans Danmark, Danske Rederier, IT-Branchen, Danske Medier, Danske Advokater, DI, Dansk Erhverv, SMVDanmark, Landbrug & Fødevarer, Forsikring & Pension, Dansk Arbejdsgiverforening og FSR - Danske revisorer.


Leverandører
Tilbage til toppen