SecurityWorldMarket

14-09-2018

Nye muligheder for brandtest af plast

Plast til blandt andet kørestole stiller krav til plastmaterialernes brandbarhed og dermed til de metoder og standarder, man tester efterr.

Plastik på f.eks. kørestole og dialyseudstyr, i elektronik og i tog stiller krav til plastmaterialers brandbarhed og dermed til de metoder og standarder, man tester efter. Med en ny prøvestand kan DBI nu teste mindre elementer efter bl.a. UL 94-standarden.

Plast findes overalt i vores samfund. Ikke kun som store plastikelementer, men også i form af alverdens smådippedutter som del af større konstruktioner. Hvad hjælper det imidlertid, at alle øvrige dele af f.eks. en kørestol er produceret af ubrandbart materiale, hvis stolen samtidig er udstyret med en super brandbar plastikdims? Eller hvor vigtigt kan det ikke vise sig at være, at dialyseudstyr, som nyrepatienter er tilkoblet, ikke består af brandbart plastikmateriale?

For at øge sikkerhedsniveauet for en lang række produkter har DBI’s brandlaboratorium derfor netop taget en ny prøvestand i brug, som kan teste brandrisikoen i små elementer af plastik, gummi, tekstil og andet brandbart materiale.

- Vi tester f.eks. mindre enheder til elektronik, såsom skærme, opladere og computere. Og også i medicinalindustrien er der behov for tests. Derudover samarbejder vi med flere leverandører til togindustrien, når komponenter som knapper, lister, håndtag og andre smådele til tog skal testes, fortæller Lina Ivar Andersen, der er produktansvarlig på materialelaboratoriet hos DBI.

Alt kan testes

Ifølge Lina Ivar Andersen er det faktisk kun fantasien – og komponentstørrelsen – der sætter grænser for, hvilke komponenters brandbarhed der kan testes i DBI’s nye prøvestand. Det giver også nye muligheder i forhold til industrier, hvor mennesker kan være særligt udsatte – enten pga. manglende mobilitet som i sundhedssektoren eller pga. begrænsede flugtmuligheder som i transportsektoren.

- Med den nye prøvestand kan vi nu påtage os en række opgaver, så danske komponentleverandører ikke behøver at søge mod udlandet for at finde et uafhængigt testlaboratorium, siger Lina Ivar Andersen og tilføjer, at DBI’s laboratorium er den eneste uafhængige facilitet i Danmark.

Selve prøvestanden består at et skab med bunsenbrændere, der kan tilpasses de forskellige standarders krav. Alle brandtests kan gennemføres efter UL94-standarden, som er en amerikansk standard, der bl.a. bruges til at teste mindre enheder af plastik.

UL94 sidestilles i dag med en række andre standarder, og Lina Ivar Andersen slår fast, at prøvestanden naturligvis kan teste op til standarder i både ISO- og IEC-serierne.


Leverandører
Tilbage til toppen