SecurityWorldMarket

02-09-2019

National cybersikkerhedsmåned skal styrke danskernes digitale sikkerhed

Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen. Foto: Agnete Schlichtkrull

Den nationale cybersikkerhedsmåned skal øge danskernes viden om digital sikkerhed og ruste dem til en hverdag med stadig flere digitale trusler.

Ekspertoplæg om cybertruslen og om hvad virksomheder og myndigheder kan gøre for at forebygge sikkerhedsbrud. Events på kulturnatten, hvor bl.a. cyberspecialister demonstrerer, hvordan det er muligt at hacke sig ind i it-systemer. Stor bootcamp for myndigheder om den internationale sikkerhedsstandard ISO 27001. Det er blot nogle af de aktiviteter, som vil finde sted i oktober i forbindelse med den første danske cybersikkerhedsmåned.

Der er mange måder at bidrage til måneden på. Myndigheder, virksomheder og organisationer kan støtte op om måneden ved fx at afholde aktiviteter i cybersikkerhedsmåneden eller booke en af de mange eksperter, der gratis tilbyder at komme ud og holde oplæg om digital sikkerhed. Og borgerne kan orientere sig i aktivitetskalenderen og se, om der er et interessant arrangement om digital sikkerhed i deres område.

Digital sikkerhed er et fælles ansvar

- Det danske samfund er et af verdens mest digitaliserede. Men de digitale trusler bliver flere og angrebene mere avancerede. Netop derfor skal danskerne lære at beskytte sig selv endnu bedre imod it-kriminelle og andre, der forsøger at få adgang til og misbruge deres digitale oplysninger. I cybersikkerhedsmåneden kan mange gode kræfter i fællesskab udbrede kendskabet til, hvordan vi hver især kan øge vores digitale sikkerhed og tryghed, siger Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

Digitaliseringsstyrelsen vil blandt andet søsætte en stor fællesoffentlig kampagne i oktober. Kampagnen vil sætte fokus på nogle af de vigtigste digitale trusler og forsøg på digital svindel, som danskerne ofte møder i deres hverdag. Bag kampagnen står også KL og Danske Regioner i samarbejde med politiet, Finans Danmark og Center for Cybersikkerhed.

Digitaliseringsstyrelsen samarbejder om National cybersikkerhedsmåned med Center for Cybersikkerhed, som bidrager med en række aktiviteter.

Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed i Forsvarets Efterretningstjeneste, siger:

- Cybertruslen er blevet et grundvilkår for danske virksomheder og borgere. Fokus er derfor nu på, hvordan vi beskytter os mod den, ikke bare som borgere men som samfund. Med den nationale cybersikkerhedsmåned får vi i Danmark endnu en anledning til at fokusere på cybersikkerhed, således at vi sammen bedre kan løfte opgaven med at ruste det danske samfund mod cybertrusler.

Om National cybersikkerhedsmåned

Den nationale cybersikkerhedsmåned ligger i forlængelse af den fælles europæiske cybersikkerhedsmåned, der er faciliteret af det europæiske cybersikkerhedsagentur ENISA.

Selvom det officielle program først starter til oktober, kan man allerede nu læse mere om cybersikkerhedsmåneden på sikkerdigital.dk

Aktivitetskalenderen vil løbende blive opdateret frem mod oktober.

Sikkerdigital.dk er en informationsportal, som Erhvervsstyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen står bag i fællesskab. Portalen samler råd og vejledning om en mere sikker digital hverdag for både borgere, virksomheder og myndigheder.

Læs mere om national cybersikkerhedsmåned

Korte fakta om cybersikkerhedsmåneden

  • National cybersikkerhedsmåned er et nyt tiltag, der ligger i oktober
  • Initiativet ligger i forbindelse med den europæiske cybersikkerhedsmåned
  • Digitaliseringsstyrelsen er national kampagnekoordinator for national cybersikkerhedsmåned, som også Center for Cybersikkerhed står bag.
  • På sikkerdigital.dk kan man læse mere om cybersikkerhedsmåneden og orientere sig i aktiviteterne. Siderne vil løbende blive opdateret.
  • På sikkerdigital.dk har Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen samlet vigtig viden om informationssikkerhed til borgere, virksomheder og myndigheder.

Leverandører
Tilbage til toppen