SecurityWorldMarket

09-07-2018

Londons ansigtsgenkendelse giver 98 procent falske hits

Et storstilet forsøg med ansigtsgenkendelse i den britiske hovedstad har indtil videre ikke ledt til anholdelser. Systemet har 100 gange oplyst politiet om et genkendt ansigt fra deres databaser, men i 98 af tilfældene var der tale om fejlmatches, mens et enkelt ansigt stammede fra en forældet database.

Det sidste af de 100 ansigter tilhørte en mand, der tidligere havde vakt politiets opmærksomhed, men som hverken var dømt eller efterlyst. Det viser data, som organisationen Big Brother Watch har fået aktindsigt i hos de britiske myndigheder.

Ansigtsgenkendelsesteknologien bliver testet af det britiske politi til blandt andet fodboldkampe, koncerter, festivaller og andre begivenheder.

De ringe resultater afskrækker imidlertid ikke politichefen i London. Hun argumenterer med, at offentligheden forventer, at politiet tager den seneste teknologi i brug.

Ifølge The Verge skyldes den høje fejlrate i genkendelsen, at teknologien endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet til at kunne bruges på mindre opstillede billeder end de pasbilleder, ansigtsgenkendelse indtil videre har størst succes med.

I Danmark er politiet også begyndt at bruge ansigtsgenkendelse, afslørede en artikel i Ekstra-Bladet for nylig. Dansk politi er dog væsentligt mindre åbne om brugen og succesraten, end det er tilfældet hos de britiske kollegaer.

Kilde: Version2 og The Register


Leverandører
Tilbage til toppen