SecurityWorldMarket

21-05-2018

Kaspersky Lab flytter kundedata fra Rusland til Schweiz

Eugene Kaspersky.

Fra slutningen af 2019 vil alle data fra russiske Kaspersky Labs kunder i Europa blive lagret og håndteret i Zürich, Schweiz.

Kaspersky Lab vil flytte infrastruktur og dele af sin virksomhed fra Rusland til Schweiz som et skridt i, hvad virksomheden kalder Global Transparency Initiative. Flytningen omfatter administration og lagring af kundedata fra flere regioner samt dele af softwarevirksomheden, herunder opdateringer, der er lavet til at opdage nye trusler. Ifølge Kaspersky Lab vil selskabet også tillade en uafhængig tredjepart i Schweiz at overvåge virksomheden for at sikre fuld gennemsigtighed og integritet.

Ved udgangen af 2019 vil Kaspersky Lab have etableret et datacenter i Zürich. Der vil data fra kunder i Europa, Nordamerika, Singapore, Australien, Japan og Sydkorea blive forvaltet og opbevaret. Data fra flere lande vil blive tilføjet efterhånden.

Kaspersky Lab vil også flytte dele af softwarevirksomheden, som producerer software baseret på kildekode. Før udgangen af 2018 vil Kaspersky Labs produkter og databaser til trusselsdetektering blive udviklet og underskrevet med en digital signatur i Schweiz, inden de distribueres til brugere over hele verden.

Flytningen vil sikre, at alle nye programmer kan verificeres af en uafhængig organisation for at vise, at softwaren og relaterede opdateringer, der når kunderne, også matcher kildekoden, der sendes til granskning.

- I en hurtigt skiftende branche er vi nødt til at tilpasse os kundernes, interessenternes og partnernes krav. Gennemsigtighed er et sådant krav, og derfor har vi besluttet at omorganisere vores infrastruktur og flytte vores håndtering af data til Schweiz. Vi tror, at denne foranstaltning vil blive en global trend inden for cybersikkerhed, og at tillidsskabende foranstaltninger vil blive et vigtigt kernekrav i branchen, siger Eugene Kaspersky, CEO for Kaspersky Lab.


Leverandører
Tilbage til toppen