Rapporten viser et skifte i, hvordan fysiske sikkerhedssystemer implementeres og værdisættes. De betragtes ikke længere udelukkende som et beskyttelseslag, men udvikler sig i stigende grad til en virksomhedsfunktion, der bidrager til bredere organisatoriske mål.
- I takt med at sikkerhed i stigende grad væves ind i virksomhedens samlede struktur, fremstår den som en reel drivkraft for forretningsresultater – ved at hjælpe organisationer med at arbejde mere sammenhængende, reagere mere effektivt og fastholde fokus på langsigtede mål, siger Christian Morin, Vice President of Product Engineering hos Genetec Inc.
Modernisering accelererer i takt med stigende efterspørgsel efter samlede systemer
Undersøgelsen viser, at organisationer prioriterer modernisering af deres fysiske sikkerhedssystemer for at understøtte dette skifte mod tættere samarbejde og bedre forretningsbeslutninger. Mere end 70 % af respondenterne anvender samlede eller integrerede systemer, og 60 % angiver, at den primære motivation for at udskifte ældre teknologi er ønsket om at integrere nye funktioner. 51 % peger desuden på adgang til nye features som en vigtig drivkraft. Tendenserne afspejler en voksende interesse for tværgående systemer, der giver operationel indsigt og hjælper teams med at få mere ud af eksisterende investeringer.
Langsigtet leverandørstabilitet bliver centralt udvælgelseskriterium
Undersøgelsen viser, at organisationer lægger stor vægt på at vælge producenter, som opfattes som stabile og troværdige. 73 % af slutbrugerne angiver, at leverandørens langsigtede levedygtighed og stabilitet er en afgørende faktor ved vurdering af løsninger, mens produktets ydeevne og pris følger efter med henholdsvis 45 % og 43 %. Det peger på en klar præference for samarbejdspartnere, der kan tilbyde kontinuitet, understøtte flerårige moderniseringsinitiativer og levere pålidelig produktudvikling i takt med systemernes udvikling.
Interessen for AI stiger – men teams efterspørger konkrete gevinster
AI er et område med stigende fokus. For første gang er AI på linje med adgangskontrol og videoovervågning blandt de vigtigste projektprioriteter for 2026. Interessen for at tage AI i brug er mere end fordoblet blandt slutbrugere siden sidste års rapport. De ser værdi i teknologier, der kan hjælpe med alarmhåndtering, understøtte efterforskning og reducere støj i komplekse og travle miljøer. Samtidig udtrykker 70 % bekymring for, hvordan AI-systemer er designet og implementeret – særligt i forhold til databrug og forståelsen af, hvordan AI fungerer – hvilket understreger behovet for klar og gennemsigtig vejledning fra leverandørerne.
Hybrid cloud foretrækkes og former fremtidens sikkerhedsinfrastruktur
Cloud spiller en stadig større rolle i, hvordan sikkerhedsinfrastruktur designes og vedligeholdes. Slutbrugere peger på automatiske opdateringer, nem implementering og enklere drift og vedligeholdelse som væsentlige fordele. Respondenterne forventer, at cloud-adoptionen fortsætter i 2026, understøttet af fleksibiliteten til selv at vælge, hvilke arbejdsbelastninger der forbliver lokalt installeret, og hvilke der flyttes til cloud.
Prognose for 2026
Rapporten giver også indblik i prioriteringerne for 2026, herunder modernisering af adgangskontrol, cybersikkerhedsinitiativer og en stigende anvendelse af analyseværktøjer. Derudover indeholder rapporten regionale resultater og yderligere prognoser, som kan hjælpe organisationer med at planlægge deres næste skridt.
Undersøgelsens metode
Rapporten er baseret på svar fra 7.368 fagfolk inden for fysisk sikkerhed på tværs af seks globale regioner (USA og Canada; Latinamerika og Caribien; Europa; Asien og Stillehavsområdet; Mellemøsten og Afrika; samt Australien og New Zealand). Deltagerne omfattede slutbrugere, kanalpartnere, konsulenter og producenter fra organisationer i alle størrelser og brancher. Undersøgelsen blev gennemført mellem den 18. august og 15. september 2025, og kun fuldt gennemførte besvarelser indgik i analysen.




































