SecurityWorldMarket

30-11-2020

Danmark får nationalt center for forskning i digitale teknologier

Det er et mål for DIREC at blive et internationalt anerkendt center og kunne matche de mest respekterede tilsvarende centre i Europa og USA og dermed tiltrække de bedste forskere til at opholde sig ved centeret. Foto: Alexandra Instituttet.

Nyt nationalt Center for Forskning i Digitale Teknologier (DIREC - Digital Research Centre Denmark) – skal udbygge kapaciteten inden for forskning og uddannelse i Danmark. Centeret er en unik alliance mellem syv danske universiteter og Alexandra Instituttet inden for digitale teknologier. DIREC skal sikre, at Danmark fortsat er i front ikke mindst i forhold til nye teknologier som  kunstig intelligens, big data og IoT.

Danmarks Innovationsfond søsætter som hovedsponsor et spændende nyt og bredt funderet partnerskab: DIREC. I løbet af de næste fem år skal centeret udbygge kapaciteten inden for forskning og uddannelse i digitale teknologier ved danske universiteter og medvirke til at tilfredsstille det store behov for højtuddannede it-specialister hos virksomheder og den offentlige sektor. DIREC skal desuden via samarbejder med virksomheder og den offentlige sektor bidrage til Danmarks konkurrencedygtighed ved at sikre udvikling af nye produkter og løsninger baseret på de nyeste digitale teknologier.

Imødekommer manglen på it-specialister
Digitale teknologier er den måske stærkeste driver for vækst og velfærd i samfundet og erhvervslivet, og vi har under Covid-19-krisen set digitale teknologier være aldeles afgørende for, at det er lykkedes at holde store dele af samfundet kørende på trods af en stort set total nedlukning. Og digitale teknologier vil være helt centrale, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Det er derfor afgørende for danske virksomheder og den offentlige sektor, at Danmark fortsat har adgang til højt kvalificerede it-specialister og viden om digitale teknologier.

Danmark er i front inden for en række ‘klassiske’ it-teknologier, men der er mangel på specialister. Det er derfor nødvendigt med en styrket indsats og dermed sikring af, at Danmark fortsat er i front og ikke mindst i forhold til nye teknologier som f.eks. kunstig intelligens, big data og internet-of things. Folketinget har derfor besluttet, at det er nødvendigt at investere i en kraftig kapacitetsopbygning inden for digitale teknologier, herunder oprettelse af et nationalt center for forskning og uddannelse.

Det er et mål for DIREC at blive et internationalt anerkendt center og kunne matche de mest respekterede tilsvarende centre i Europa og USA og dermed tiltrække de bedste forskere til at opholde sig ved centeret.

Værdiskabende og tillidsskabende teknologi
Centerets aktiviteter vil ske på baggrund af samfundsmæssige behov, hvor forskning løbende omsættes til værdiskabende løsninger og digital omstilling i erhvervslivet og den offentlige sektor. Forskningen vil i relevante sammenhænge inddrage etiske og moralske aspekter af den nye teknologiske udvikling og brug af kunstig intelligens og big data i en dansk kontekst, så man sikrer, at borgerne kan have tillid til de nye teknologier.

Konsortiet bag DIREC
DIREC er et unikt samarbejde på tværs af syv universiteter i Danmark, og konsortiet bag DIREC består af de datalogiske institutter på Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Copenhagen Business School, IT-Universitetet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet, som alle har forskergrupper, der kan måle sig med de bedste internationalt. Desuden deltager Alexandra Instituttet A/S, som er ét af Danmarks Godkendte Teknologiske Service Institutter (GTS), der som mission har at omsætte ny it-forskning og teknologi til værdi i form af nye innovative produkter og services hos danske virksomheder og den offentlige sektor.

DIREC’s bestyrelse har ansat Thomas Riisgaard Hansen som direktør med virkning fra 1. januar 2021. Thomas har en ph.d. i datalogi fra Aarhus Universitet og har været gæsteforsker på UC Berkeley i Californien. Thomas Riisgaard Hansen har gennem sin karriere arbejdet med forskning og udvikling, både som forsker og som erhvervsleder. Han har været meget aktiv inden for iværksættermiljøet og er bl.a. en af grundlæggerne af it-virksomheden Cetrea, som udvikler avancerede it-løsninger til hospitaler.


Leverandører
Tilbage til toppen