SecurityWorldMarket

17-02-2020

Bravida fortsætter sin vækst

- I 2019 har vi haft stor fokus på at integrere de seks virksomheder, som vi har opkøbt i løbet af året, siger administrerende direktør i Bravida Danmark, Johnny Hey.

I årets 4. kvartal steg Bravida Danmarks omsætning med 17% til 1.058 MSEK (902 MSEK). Stigningen i omsætning er drevet af opkøb, både i installations- og servicesegmentet.

I 2019 steg Bravida Danmarks omsætning samlet med 19% til 3.773 MSEK mod 3.171 MSEK i 2018. Driftsresultatet for 4. kvartal blev 70 MSEK (69 MSEK), hvilket resulterede i en driftsmargin på 6,6% mod 7,7 % i samme periode året før.

Ordreindgangen steg med 1 % i forhold til samme periode året før og udgjorde 706 MSEK (697 MSEK). Ordreindgangen består primært af mindre og middelstore ordrer både indenfor installationsprojekter og service.

Ordrebeholdningen var ved udgangen af 4. kvartal 23% højere end samme periode året før og beløb sig til 2.196 MSEK (1.787 MSEK). Samlet for året 2019 steg Bravida Danmarks ordreindgang med 28% til 4.049 MSEK mod 3.164 MSEK i 2018.

Administrerende direktør i Bravida Danmark Johnny Hey siger:

- Vi vokser i servicesegmentet, hvilket er en hjørnesten i vores fremadrettede strategi. Væksten i service kommer både fra opkøb og fra organisk vækst. I 2019 har vi haft stor fokus på at integrere de seks virksomheder, som vi har opkøbt i løbet af året. Med de mange nye kollegaer vi har fået ombord i Bravida Danmark i løbet af året, vores store ordrebeholdning og det fortsat gode marked, så ser jeg meget positivt på det kommende år.


Leverandører
Tilbage til toppen