SecurityWorldMarket

02-01-2019

Bagmandspolitiet har store rekrutteringsproblemer

Vi tager kollegernes bekymringer dybt alvorligt, siger formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt.

Arbejdsbyrden er de seneste år eksploderet hos SØIK - også kendt som Bagmandspolitiet. Store sager om økonomisk kriminalitet er på de sidste fem år seksdoblet. Det skriver Politiforbundet på sin hjemmeside.

Det er vedtaget på finansloven at øremærke 30 millioner til det særlige hvidvasksekretariat. Der skal således ansættes 30 nye medarbejdere. Men der er store udfordringer med at rekruttere folk med de rette kompetencer.

Politiforbundet har derfor været inviteret til medlemsmøde hos SØIK for at høre mere om deres problemer med at rekruttere og fastholde medarbejdere. Ledelsen har åbnet op for at ansætte personer med andre fagligheder til at løse politiopgaver. Især behandlingen af de store sager om hvidvask, er noget der vil kræve mange personaleressourcer, og pt. er der flere stillingsannoncer slået op, som er svære at besætte.

- Vi lytter selvfølgelig og tager kollegernes bekymringer dybt alvorligt. Derfor følger vi også problemstillingen tæt og arbejder videre med Rigspolitiforeningen omkring udfordringerne, siger forbundsformand Claus Oxfeldt.

Kilde: Politiforbundet


Leverandører
Tilbage til toppen