SecurityWorldMarket

31-01-2018

2018 bliver året for dataskandaler, blockchain og edge computing

Ian Currie, europæisk chef for Dell Boomi.

2017 var et travlt år i teknologiens verden. WannaCry-ormen og sikkerhedsbristen Krack skabte nye bekymringsrynker verden over, iPhone X så dagens lys, og en vis præsident havde et overskriftsskabende forbrug af sociale medier. Mens vi lægger nogle af disse begivenheder bag os, er det tid til at se fremad. Hvad kan vi forvente os af teknologien i 2018? Her er et par af mine forudsigelser for de næste 12 måneder.

1. Ureguleret dataindsamling vil føre til eksplosion af sagsanlæg
Når virksomheder får adgang til og bruger data fra personlige enheder, kan det meget vel resultere i et sagsanlæg. Det er noget, vi kommer til at se meget mere af i 2018.

Der er næsten intet, der kan forhindre de virksomheder, der producerer din smartphone, dit smartwatch eller dine intelligente hovedtelefoner, køleskabe eller badevægte i at bruge de data, som dine enheder indsamler. Alligevel er der stadig stor usikkerhed om, hvad de data egentlig består af, og hvordan virksomhederne bruger dem.

Men i 2018 lurer nye love i horisonten. EU’s Persondataforordning er på alles læber, ligesom retten til at blive glemt fylder mere og mere. Det varsler nye tider. Virksomhederne bliver derfor nødt til at være forberedte på de udfordringer, der følger med den nye lovgivning, hvis de vil blive ved med at indsamle data, som de altid har gjort. Selv om det stadig er uklart, præcis hvordan virksomhederne vil blive påvirket, vil dem, der ikke retter ind, risikere store bøder og dyre retssager, der i sidste ende kan ødelægge deres forretning.

2. Blockchain vil gøre fjender til venner
I 2018 bliver blockchain katalysator for helt nye partnerskaber mellem tidligere konkurrenter, både i og uden for den finansielle servicesektor.

Det lyder måske utroligt lige nu, men i løbet af de næste 12 måneder vil vi se en stigning i komitéer og konsortier med konkurrerende virksomheder, der vil slå pjalterne sammen for at kunne dele information om blockchain. Det vil ske i takt med, at virksomhederne indser, at fordelene ved et samarbejde i høj grad opvejer ulemperne. Der vil nemlig ikke gå lang tid, før det bliver tydeligt for enhver, hvor meget der er at vinde ved at dele information om investeringer og mennesker gennem blockchains, og til den tid vil denne form for ’deleøkonomi’ mellem konkurrenter kun være naturlig.

3. Opgøret med netneutralitet vil ændre edge computing, som vi kender det
I 2017 stemte USA ja til ophævelsen af netneutralitet - et princip, der sikrer, at internetudbydere behandler alle typer af data på internettet ens. For de amerikanske virksomheder vil det betyde, at de fremover vil sende færre data over deres netværk og i stedet arbejde ’på kanten’. Vi vil i 2018 se et boom i edge computing, som er en metode til at optimere brugen af cloud ved at behandle data nær datakilden. En praksis, der snart vil blive normen i USA og derfra sprede sig til resten af verden.

Om disse forudsigelser går i opfyldelse, kan kun tiden vise. Men 2018 tegner under alle omstændigheder til at blive et begivenhedsrigt år for teknologisektoren.


Leverandører
Tilbage til toppen