SecurityWorldMarket

04-01-2023

SikkerhedsBranchen gør en ekstra indsats for at få fat i de unge

Ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der i 2030 være 27.000 færre med en jern- og metaluddannelse end i dag. Det er et drastisk fald, og derfor mener SikkerhedsBranchen, at der er behov for at gøre en indsats, så de unge får øjnene op for branchen og de muligheder, der ligger her. Det skriver SikkerhedsBranchens direktør om i en kommentar på SecurityUser.dk

I sin kommentar, der i sin helhed kan læses her, fortæller Kasper Skov-Mikkelsen blandt andet, at SikkerhedsBranchen for første gang vil deltage ved DM i Skills.

- Når arrangementet finder sted 2.-4. februar, forventes det, at der kommer mindst 50.000 besøgende, hvoraf mange af dem vil være skoleelever. I samarbejde med Låsesmede Foreningen, hvis interesser vi varetager, og TEC, har vi en 100 kvm stor stand i Messe C i Fredericia. Sammen med en række låsesmedevirksomheder og deres lærlinge vil vi vise nogle af de mere interessante elementer af faget og fortælle om uddannelsen. For at lokke de unge mennesker ind har vi opfundet vores egen udgave af et escape room, hvor de unge mennesker skal igennem fire døre ved hjælp af forskellige låseteknologier for at komme ud, skriver Kasper Skov-Mikkelsen, og fortsætter:

- Vi håber, at vi med vores tilstedeværelse ved DM i Skills, kan være med til at gøre de unge mere opmærksomme på vores branche. Vi har alle sammen en interesse i og en forpligtelse til at hjælpe flere unge mennesker ind i branchen. Ellers kommer vi om få år til at mangle tusindvis. Det glæder mig, at regeringen også er opmærksom på at få flere til at vælge erhvervsuddannelserne frem for det almene gymnasium. Jeg krydser fingre for, at det ikke er for lidt og for sent, og indtil vi ser de konkrete tiltag fra regeringen og deres effekt, må vi selv gøre alt, hvad vi kan.

SikkerhedsBranchens kommentar kan læses her.



Leverandører
Tilbage til toppen