SecurityWorldMarket

30-12-2021

Efter lang forsinkelse: Nu sendes SINE-netværket i udbud

Foto: Rigspolitiet

Egentlig skulle det være startet i 2019, men Rigspolitiets udbud af driften af SINE-netværket er gang på gang blevet forsinket. I mellemtiden er kontrakten med den nuværende leverandør, Dansk Beredskabskommunikation, udløbet uden mulighed for forlængelse. Så i øjeblikket drives SINE-netværket på baggrund af en nødløsning. Men nu ser et udbud ifølge Beredskabsinfo ud til at kunne iværksættes - og det skulle blive teknologineutralt.

Folketinget har tilsluttet sig en ny og revideret plan for udbuddet, som fortsat vil indebære, at der udbydes én samlet ydelse, som indeholder både adgang til nettet samt drift og vedligehold af nettet i en given periode. Opgaven udbydes til en privat leverandør, som det er tilfældet i den nuværende kontakt, og det vil således fortsat være en privat leverandør, der ejer og driver nettet.

Der vil imidlertid ikke blive stillet krav til teknologivalget, og leverandører kan derfor vælge at byde ind med løsninger, der er baseret på andre teknologier end Tetra. Udbuddet vil dog blive udformet på en måde, der giver staten en mulighed for – men ikke en pligt til – køb af nettet ved udløbet af den kommende kontraktperiode.

I perioden fra 2008 til 2021 har SINE kostet 0,6 mia. kr. i etablering og 1,5 mia. kr. i drift. Selve udbudsprocessen, som nu indledes, ventes at koste ca. 31 mio. kr. i perioden 2021-2023.

Beredskabsinfos uddybende originalartikel kan læses her.



Leverandører
Tilbage til toppen